KÆTTERS ERKLÆRING AF 1965, UDSTEDT AF DET ANDET VATIKANKONCIL:
ERKLÆRING
HUMANITUS VÆRDIGHED
OM RELIGIONSFRIHED
INDIVIDENS OG FÆLLESSKABERNES RETTIGHEDER
TIL SOCIAL OG BORGERLIG FRIHED I RELIGIONSANLIGGELSER
1. Vor tids mennesker bliver mere og mere bevidste om den menneskelige persons værdighed, og antallet af dem, der kræver, at folk i deres handlinger nyder og bruger deres egen ansvarlige dømmekraft og frihed, styret af pligtfølelse og ikke drevet af tvang, stiger. De opfordrer ligeledes til en juridisk afgrænsning af den offentlige magt, så omfanget af retfærdig frihed, både for individet og for foreninger, ikke begrænses unødigt. Dette krav om frihed i det menneskelige samfund vedrører frem for alt den menneskelige ånds goder, især dem, der vedrører fri religionsudøvelse i samfundet. Idet dette Vatikankoncil omhyggeligt følger disse sindets forhåbninger og sigter mod at erklære deres overensstemmelse med sandhed og retfærdighed, studerer det kirkens hellige tradition og lære og bringer nye ting frem i lyset, altid i harmoni med de gamle.
For det første bekender det hellige koncil, at Gud har åbenbaret for menneskeheden den måde, hvorpå mennesker, i hans tjeneste, kan blive frelst og finde lykke i Kristus. Vi tror, at denne ene sande religion eksisterer i den katolske og apostolske kirke, som Herren Jesus betroede missionen at udbrede den til alle mennesker, idet han sagde til apostlene: "Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt 28,19-20). Alle mennesker er på deres side forpligtet til at søge sandheden, især om Gud og hans kirke, og når de først har lært den at kende, at omfavne og praktisere den.
Det hellige koncil anerkender også, at disse pligter påvirker og binder menneskers samvittighed, og at sandheden kun påtvinger sig selv ved selve sandhedens kraft, som trænger blidt, men kraftfuldt ind i sjælene. Da den religiøse frihed, som mennesker kræver for at opfylde deres forpligtelse til at tilbede Gud, vedrører immunitet mod tvang i det civile samfund, lader den den traditionelle katolske lære om individers og samfunds moralske pligt over for den sande religion og Kristi ene kirke være intakt. Ved at behandle denne religiøse sandhed har det hellige koncil desuden til hensigt at udvikle de seneste pavers lære om menneskets ukrænkelige rettigheder og om samfundets retsorden.
CAPÍTULO I
GENEREL BEGREB OM RELIGIONSFRIHED
Religionsfrihedens formål og grundlag
2. Dette Vatikankoncil erklærer, at mennesket har ret til religionsfrihed. Denne frihed består i, at alle mennesker skal være immune over for tvang, hvad enten det er fra enkeltpersoner, sociale grupper eller nogen menneskelig myndighed, på en sådan måde, at ingen i religiøse anliggender må tvinges til at handle imod deres samvittighed, og ingen må forhindres i at handle i overensstemmelse med den, privat eller offentligt, alene eller i forening med andre, inden for de rette grænser. Det erklærer endvidere, at retten til religionsfrihed er grundlagt på selve den menneskelige persons værdighed, som den forstås i Guds åbenbarede ord og af den naturlige fornuft selv. Denne ret for den menneskelige person til religionsfrihed skal anerkendes i samfundets retsorden, således at den bliver en borgerrettighed.
Alle mennesker er, i kraft af deres iboende værdighed som personer – det vil sige, udstyret med fornuft og fri vilje, og dermed beriget med personligt ansvar – drevet af selve deres natur og moralsk forpligtet til at søge sandheden, især den, der vedrører religion. De er også forpligtet til at acceptere den kendte sandhed og indrette hele deres liv i overensstemmelse med dens krav. Men mennesker kan ikke opfylde denne forpligtelse på en måde, der passer til deres egen natur, medmindre de nyder både psykologisk frihed og immunitet over for ydre tvang. Følgelig er retten til religionsfrihed ikke baseret på personens subjektive disposition, men på selve deres natur. Derfor forbliver retten til denne immunitet gældende, selv for dem, der ikke opfylder forpligtelsen til at søge og holde sig til sandheden, og dens udøvelse, forudsat at retfærdig offentlig orden opretholdes, kan ikke hindres.
Religionsfrihed og menneskets forbindelse med Gud
3. Alt dette bliver endnu klarere for dem, der mener, at den højeste norm for menneskelivet er den samme guddommelige lov – evig, objektiv og universel – hvorved Gud befaler, leder og styrer verden og det menneskelige samfunds stier i overensstemmelse med sin visdoms og kærligheds plan. Gud gør menneskeheden til delagtig i denne lov, så vi ved den guddommelige forsyns milde væsen kan komme til at kende den uforanderlige sandhed mere og mere. Derfor har enhver pligt til, og følgelig også ret til, at søge sandheden i religiøse anliggender, så de ved hjælp af passende midler klogt kan danne sig retskafne og sande samvittighedsdomme.
Nu skal sandheden søges på en måde, der er passende for den menneskelige persons værdighed og dets sociale natur, det vil sige gennem fri undersøgelse, ved at benytte sig af undervisning eller uddannelse, kommunikation og dialog, hvorved nogle forklarer den sandhed, de har fundet eller mener at have fundet, for andre for at hjælpe hinanden i søgen efter sandheden; og når dette er kendt, skal det accepteres fast med personlig samtykke.
Mennesket opfatter og genkender den guddommelige lovs påbud gennem sin samvittighed; en samvittighed, som det er forpligtet til at følge trofast i alle sine aktiviteter for at nå Gud, som er dets mål. Derfor kan det ikke tvinges til at handle imod sin samvittighed. Det kan heller ikke forhindres i at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, især ikke i religiøse anliggender. For religionsudøvelse består i sagens natur frem for alt i frivillige og frie indre handlinger, hvorved mennesket forholder sig direkte til Gud: handlinger af denne art kan ikke beordres eller forbydes af en blot menneskelig autoritet. Og selve menneskets sociale natur kræver, at det udadtil manifesterer sine indre religiøse handlinger, at det kommunikerer med andre i religiøse anliggender, at det bekender sin religion på en fælles måde.
Det er derfor en fornærmelse mod den menneskelige person og mod den orden, som Gud har skabt for menneskene, hvis mennesket, samtidig med at den retfærdige offentlige orden opretholdes, nægtes fri religionsudøvelse i samfundet.
Desuden overskrider religiøse handlinger, hvorigennem mennesker, baseret på deres dybeste overbevisning, forholder sig privat og offentligt til Gud, i selve deres natur den jordiske og timelige orden. Følgelig skal den civile myndighed, hvis egentlige formål er at beskytte det fælles bedste i tiden, anerkende og fremme sine borgeres religiøse liv; den overskrider dog sin autoritet, hvis den forsøger at styre eller hindre religiøse handlinger.
Religiøse samfunds frihed
4. Den frihed eller immunitet fra tvang i religiøse anliggender, som tilhører individer, skal også anerkendes, når de handler kollektivt. For både menneskehedens og religionens sociale natur kræver religiøse fællesskaber.
Disse samfund har, forudsat at de retfærdige krav til offentlig orden ikke krænkes, immunitet til at styre sig selv i henhold til deres egne regler, til at ære Guddommen med offentlig gudstjeneste, til at bistå deres medlemmer i udøvelsen af det religiøse liv og støtte dem med doktriner og til at fremme institutioner, hvor medlemmer samarbejder for at ordne deres egne liv i overensstemmelse med deres religiøse principper.
Religiøse samfund har også ret til ikke at blive forhindret ved lovlige midler eller ved administrative handlinger fra den civile myndighed i at vælge, uddanne, udnævne og forflytte deres egne præster, kommunikere med religiøse myndigheder og samfund med base i andre dele af verden eller udvælge religiøse bygninger samt erhverve og anvende passende ejendom.
Religiøse samfund har også ret til ikke at blive forhindret i at undervise i og offentligt bekende deres tro, både mundtligt og skriftligt. Ved udbredelse af religiøs tro og indførelse af skikke skal man dog altid afholde sig fra enhver form for handlinger, der kan lugte af tvang eller uærlig eller mindre retfærdig overtalelse, især når man har at gøre med uuddannede eller trængende mennesker. Sådan adfærd bør betragtes som et misbrug af ens egne rettigheder og en krænkelse af andres rettigheder.
Religionsfrihed omfatter også religiøse samfunds ret til frit at udtrykke den unikke værdi af deres doktrin for samfundets orden og for vitaliseringen af al menneskelig aktivitet. Endelig er individers ret til, drevet af deres egne religiøse følelser, frit at samles eller etablere uddannelsesmæssige, kulturelle, velgørende og sociale foreninger baseret på menneskehedens sociale natur og selve religionens natur.
Familiens religionsfrihed
5. Enhver familie har, som et samfund med sine egne iboende og grundlæggende rettigheder, ret til frit at ordne sit hjemlige religiøse liv under forældrenes vejledning. Forældrene har ret til at bestemme, hvilken form for religiøs undervisning deres børn skal gives, i overensstemmelse med deres egen religiøse overbevisning. Derfor skal den civile myndighed anerkende forældrenes ret til at vælge skoler eller andre uddannelsesformer med reel frihed uden at pålægge dem urimelige byrder, hverken direkte eller indirekte, for denne valgfrihed. Desuden krænkes forældrenes rettigheder, hvis børn tvinges til at deltage i skoletimer, der ikke svarer til forældrenes religiøse overbevisning, eller hvis der pålægges et enkelt uddannelsessystem, der fuldstændig udelukker religiøs undervisning.
Fremme af religionsfrihed
6. Da samfundets fælles bedste, som er summen af de betingelser i det sociale liv, hvorved mennesker mere fuldstændigt og lettere kan opnå deres egen fuldkommenhed, frem for alt hviler på overholdelsen af den menneskelige persons rettigheder og pligter, vedrører beskyttelsen af retten til religionsfrihed borgere, civile myndigheder, kirken og andre religiøse samfund, i overensstemmelse med hver enkelts særlige natur, under hensyntagen til deres respektive forpligtelser over for det fælles bedste.
Beskyttelse og fremme af ukrænkelige menneskerettigheder er en væsentlig pligt for enhver civil myndighed. Den civile magt skal derfor effektivt påtage sig ansvaret for at beskytte alle borgeres religionsfrihed gennem retfærdige love og andre passende midler og fremme gunstige betingelser, der fremmer det religiøse liv, således at borgerne effektivt kan udøve deres religiøse rettigheder og opfylde deres pligter, og samfundet selv således kan nyde de velsignelser af retfærdighed og fred, der følger af menneskehedens troskab mod Gud og hans hellige vilje.
Hvis et religiøst samfund, under hensyntagen til folkenes særlige omstændigheder, gives særlig civil anerkendelse i samfundets juridiske orden, er det nødvendigt, at retten til frihed i religiøse anliggender samtidig anerkendes og respekteres for alle borgere og religiøse samfund.
Endelig skal den civile myndighed sikre, at borgernes juridiske lighed, som også tilhører samfundets fælles bedste, aldrig, hverken åbenlyst eller hemmeligt, krænkes af religiøse årsager, da der ikke gøres nogen forskelsbehandling mellem dem.
Det følger heraf, at offentlig myndighed ikke kan tvinge borgere, gennem tvang, frygt eller andre midler, til at bekende sig til eller afsværge nogen religion, og den kan heller ikke forhindre nogen i at tilslutte sig eller forlade et religiøst samfund. Og det er i endnu højere grad i strid med Guds vilje og med menneskets og familiens hellige rettigheder, når der anvendes magt i nogen form for at eliminere eller undertrykke religion, hvad enten det er i hele menneskeheden, i en bestemt region eller i en specifik gruppe.
Grænserne for religionsfrihed
7. Retten til religionsfrihed udøves i det menneskelige samfund, og derfor er dens anvendelse underlagt visse regler, der regulerer den.
Ved udøvelsen af alle friheder skal man overholde det moralske princip om personligt og socialt ansvar: Ved udøvelsen af sine rettigheder er hvert individ og enhver social gruppe forpligtet af moralloven til at tage hensyn til andres rettigheder, sine egne pligter over for andre og alles fælles bedste. Man skal handle retfærdigt og medmenneskeligt over for alle.
Da civilsamfundet desuden har ret til at beskytte sig mod misbrug, der kan forekomme under påskud af religionsfrihed, er det primært de civile myndigheders ansvar at yde denne beskyttelse. Dette må dog ikke ske vilkårligt eller ved uretfærdig favorisering af den ene side, men i henhold til juridiske normer, der er i overensstemmelse med den objektive moralske orden. Disse normer er nødvendige for en effektiv beskyttelse af disse rettigheder for alle borgere og for en fredelig balance mellem disse rettigheder, for en passende fremme af ærlig offentlig fred, som er ordnet sameksistens i sand retfærdighed, og for en behørig beskyttelse af den offentlige moral. Alt dette udgør en grundlæggende del af det fælles bedste og er omfattet af begrebet offentlig orden. Desuden skal princippet om fuldstændig frihed overholdes i samfundet, ifølge hvilket frihed skal anerkendes for menneskeheden så bredt som muligt og kun bør begrænses, når og i det omfang det er nødvendigt. Uddannelse til udøvelse af frihed
8. Vor tids mennesker er presset på forskellige måder og er i fare for at blive berøvet deres egen valgfrihed. Desuden er der ikke få, der er tilbøjelige til at afvise al underkastelse under påskud af frihed og til at betragte den rette lydighed som ringe.
Derfor formaner dette Vatikankoncil alle, men især dem, der er ansvarlige for andres uddannelse, til at stræbe efter at forme mennesker på en sådan måde, at de, med respekt for den moralske orden, adlyder legitim autoritet og elsker sand frihed; mennesker, der bedømmer tingene efter deres egne kriterier i sandhedens lys, som ordner deres handlinger med en ansvarsfølelse, og som bestræber sig på at støtte alt, hvad der er sandt og retfærdigt, idet de med glæde forbinder deres handlinger med andres.
Derfor bør religionsfrihed også pålægges at bidrage til, at mænd handler mere ansvarligt i opfyldelsen af deres egne pligter i samfundslivet.
KAPITEL II
RELIGIONSFRIHED I ÅBENBARINGENS LYS
Læren om religionsfrihed
Dens rødder er dybt forankret i Åbenbaringen
9. Når dette Vatikankoncil erklærer menneskets ret til religionsfrihed, baserer det sin erklæring på den menneskelige persons værdighed, hvis krav er blevet stadig tydeligere for den menneskelige fornuft gennem århundreders erfaringer. Desuden er denne lære om frihed rodfæstet i den guddommelige åbenbaring og skal derfor overholdes desto mere religiøst af kristne. For selvom Åbenbaringen ikke udtrykkeligt bekræfter retten til immunitet over for ydre tvang i religiøse anliggender, manifesterer den ikke desto mindre den menneskelige persons værdighed i al sin fylde, demonstrerer Kristi tilgang til menneskelig frihed i opfyldelsen af forpligtelsen til at tro på Guds ord og lærer os den ånd, som denne Mesters disciple skal anerkende og følge i alle ting. Alt dette tydeliggør de generelle principper, som læren i denne erklæring om religionsfrihed er baseret på. Frem for alt er religionsfrihed i samfundet fuldstændig i overensstemmelse med friheden i den kristne troshandling.
Friheden i troens handling
10. Det er et af de vigtigste principper i den katolske lære, som er indeholdt i Guds ord og konstant undervist af kirkefædrene, at mennesket, i sin tro, skal svare frivilligt på Gud, og at ingen derfor bør tvinges til at omfavne troen mod sin vilje. For troshandlingen er frivillig i sin natur, da mennesket, forløst af Kristus Frelseren og kaldet af Jesus Kristus til adoptivsønnskab, ikke kan holde sig til Gud, som åbenbarer sig selv, medmindre det, draget af Faderen, giver Gud den rationelle og frie gave af tro. Det er derfor helt i overensstemmelse med troens natur, at enhver form for påtvungelse fra mennesker i religiøse anliggender er udelukket. Følgelig bidrager et regime med religionsfrihed væsentligt til at fremme den tilstand, hvor mennesker let kan inviteres til den kristne tro, omfavne den af egen fri vilje og aktivt bekende den i alle aspekter af deres liv.
Kristi og apostlenes opførsel
11. Gud kalder sandelig mennesker til at tjene ham i ånd og sandhed, og derfor er de bundet i samvittigheden, men ikke tvunget. For Gud tager hensyn til værdigheden af det menneske, som han selv skabte, som skal styres af sin egen vilje og nyde frihed. Dette blev især tydeligt i Kristus Jesus, i hvem Gud åbenbarede sig fuldkomment og gjorde sine veje kendte. Ja, Kristus, som er vores lærer og Herre, sagtmodig og ydmyg af hjertet, drog tålmodigt disciplene til sig og indbød dem. Det er sandt, at han støttede og bekræftede sin prædiken med mirakler for at opildne og styrke sine tilhøreres tro, men ikke for at tvinge dem. Han irettesatte sandelig vantroen hos dem, der hørte ham, men overlod straffen til Gud til dommens dag. Da han sendte apostlene ud i verden, sagde han til dem: "Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, der ikke tror, skal blive fordømt" (Markus 16:16). Men han, da han vidste, at ukrudtet var blevet sået blandt hveden, befalede, at begge skulle lades vokse indtil høsten, som vil finde sted ved verdens ende. Han gav afkald på at være en politisk Messias og en hersker med magt og foretrak at kalde sig selv Menneskesønnen, som kom "for at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Markus 10:45). Han åbenbarede sig selv som Guds fuldkomne tjener, som "ikke knækker et knækket siv eller slukker en ulmende væge" (Mattæus 12:20). Han anerkendte den civile myndighed og dens rettigheder og befalede, at der skulle betales skat til kejseren, men han advarede tydeligt om, at Guds højere rettigheder skulle respekteres: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (Mattæus 22:21). Endelig, ved at fuldføre forløsningsværket på korset for at opnå frelse og sand frihed for menneskeheden, fuldendte han sin åbenbaring. Han vidnede om sandheden, men han ønskede ikke at påtvinge den med magt på dem, der modsagde ham. For hans rige forsvares ikke med magt, men grundfæstes ved at vidne om sandheden og lytte til den, og vokser ved den kærlighed, hvormed Kristus, ophøjet på korset, drager mennesker til sig.
Apostlene, oplært af Kristi ord og eksempel, fulgte den samme vej. Fra kirkens tidligste dage stræbte Kristi disciple efter at lede folk til at bekende Kristus som Herre, ikke gennem tvang eller kunstgreb, der var uværdige til evangeliet, men frem for alt gennem Guds ords kraft. De forkyndte resolut Guds frelserplan for alle, "som ønsker, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden" (1 Tim 2,4); men samtidig respekterede de de svage, selv dem, der var i vildfarelse, og demonstrerede dermed, hvordan "enhver skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud" (Rom 14,12), og i mellemtiden måtte adlyde sin samvittighed. Ligesom Kristus var apostlene altid forpligtet til at vidne om Guds sandhed og turde med stadig større frimodighed forkynde for folket og myndighederne "Guds ord med tillid" (ApG 4,31). For de troede med urokkelig tro, at evangeliet selv i sandhed var Guds kraft til frelse for enhver, der tror. Derfor foragtede de alle "kødets våben" og fulgte Kristi sagtmodighed og ydmyghed som eksempel og prædikede Guds ord i fuld tillid til dets guddommelige kraft til at ødelægge de magter, der er Guds fjender, og lede mennesker til tro på og lydighed mod Kristus. Apostlene anerkendte, ligesom Mesteren, legitim civil myndighed: "Der er ingen myndighed uden den, som Gud har indstiftet," lærer apostelen, som følgelig befaler: "Enhver skal underordne sig de overordnede myndigheder..." "Den, der modsætter sig myndigheden, modstår den orden, som Gud har indstiftet" (Rom 13,1-2). Og samtidig var de ikke bange for at modsige den offentlige magt, når den stod imod Guds hellige vilje: "Man skal adlyde Gud mere end mennesker" (ApG 5,29). Utallige martyrer og troende har fulgt denne vej gennem århundreder og over hele verden.
Kirken følger i Kristi og apostlenes fodspor
12. Kirken følger derfor, trofast mod evangeliets sandhed, Kristi og apostlenes vej, når den anerkender og fremmer religionsfrihed som i overensstemmelse med menneskelig værdighed og Guds åbenbaring. Gennem tiderne har den bevaret og undervist i den lære, den har modtaget fra Mesteren og apostlene. Selvom der i Guds folks liv, på deres rejse gennem menneskets histories omskifteligheder, til tider har været adfærd, der ikke var i overensstemmelse med evangeliets ånd, og endda i modstrid med den, har Kirken altid fastholdt læren om, at ingen skal tvinges til at omfavne troen.
På denne måde virkede den evangeliske gæring længe i menneskers sind og bidrog stærkt til, at de gennem århundreder blev i stand til bedre at opfatte deres egen værdighed og modne overbevisningen om, at denne værdighed i religiøse anliggender bør bevares i et samfund, der er immunt over for enhver menneskelig tvang.
Kirkens frihed
13. Blandt de ting, der vedrører Kirkens, ja, selve det verdslige samfunds, gode, og som skal bevares til enhver tid og på ethvert sted og forsvares mod al uretfærdighed, er det af største vigtighed, at Kirken nyder så meget handlefrihed, som er nødvendig for at drage omsorg for menneskehedens frelse. For dette er en hellig frihed, som Guds enbårne Søn har beriget Kirken med, købt med sit blod. Den er i sandhed så iboende i Kirken, at de, der modsætter sig den, handler imod Guds vilje. Kirkens frihed er et grundlæggende princip i forholdet mellem Kirken og offentlige myndigheder og hele den borgerlige orden.
Kirken gør krav på frihed i det menneskelige samfund og over for enhver offentlig myndighed, da den er en åndelig myndighed, oprettet af Kristus Herren, som ved guddommelig befaling har pligt til at gå ud i hele verden og prædike evangeliet for enhver skabning. Ligeledes gør Kirken krav på frihed, for så vidt som den er et samfund af mennesker, der har ret til at leve i det civile samfund i overensstemmelse med den kristne tros normer.
Hvor religionsfrihed hersker som norm – ikke blot proklameret i ord, ej heller blot sanktioneret ved love, men også oprigtigt omsat i praksis – dér opnår Kirken i sidste ende den stabile betingelse, både i lov og i praksis, for den nødvendige uafhængighed i opfyldelsen af sin guddommelige mission, en uafhængighed som de kirkelige myndigheder mest insisterende har hævdet i samfundet. Og samtidig nyder kristne troende, ligesom alle andre mennesker, den borgerlige ret til ikke at blive forhindret i at leve i overensstemmelse med deres samvittighed. Der er derfor harmoni mellem Kirkens frihed og den religionsfrihed, som skal anerkendes som en rettighed for alle mennesker og samfund og sanktioneres i retssystemet.
Kirkens forpligtelse
14. For at opfylde det guddommelige mandat: "Gør alle folkeslag til mine disciple" (Matt 18, 19-20), skal den katolske kirke stræbe flittigt, "så Guds ord kan spredes og forherliges" (2 Thess 3, I).
Han beder inderligt alle sine børn om først og fremmest at fremsætte "anråbelser, påkaldelser, bønner og taksigelser for alle mennesker... For dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden" (1 Tim 2-4).
For deres vedkommende skal de troende i dannelsen af deres samvittighed omhyggeligt være opmærksomme på kirkens hellige og sikre lære. For efter Kristi vilje er den katolske kirke sandhedens lærer, og dens mission består i autentisk at forkynde og undervise i sandheden, som er Kristus, og samtidig erklære og bekræfte med sin autoritet de principper for moralsk orden, der udspringer af selve den menneskelige natur. Desuden skal de troende være kloge i deres omgang med ikke-troende og sprede livets lys "i Helligånden, i oprigtig kærlighed, i sandhedens ord" (2 Kor 6,6-7) med al tillid og apostolisk iver, ja, lige til udgydelse af blod.
For disciplen har en alvorlig forpligtelse over for Kristus, Læreren, til hver dag bedre at kende den sandhed, han har modtaget fra Ham, til at forkynde den trofast og modigt forsvare den og udelukke ethvert middel, der strider mod evangeliets ånd. Samtidig opfordrer Kristi kærlighed ham dog til at behandle dem, der lever i vildfarelse eller uvidenhed om troen, med kærlighed, forsigtighed og tålmodighed. Derfor må man overveje både pligterne over for Kristus, det livgivende Ord, der skal prædikes, og den menneskelige persons rettigheder og den nåde, som Gud gennem Kristus har skænket menneskeheden, som er indbudt til villigt at modtage og bekende troen.
KONKLUSION
15. Det er derfor tydeligt, at vor tids mænd ønsker at kunne bekende deres religion frit både privat og offentligt; og endnu mere, at religionsfrihed er erklæret som en borgerrettighed i mange forfatninger og højtideligt anerkendes i internationale dokumenter.
Men der findes regimer, hvor, selvom deres forfatning anerkender frihed til religiøs udøvelse, de offentlige myndigheder selv stræber efter at forhindre borgere i at praktisere religion og gøre livet ekstremt vanskeligt og usikkert for religiøse samfund.
Det hellige koncil hilser med glæde de lykkebringende tegn i denne tid, men fordømmer med sorg disse beklagelige kendsgerninger, og formaner katolikker og beder alle mennesker om med den største omhu at overveje, hvor nødvendig religionsfrihed er, især i menneskehedens nuværende forhold.
Det er tydeligt, at alle folkeslag i stigende grad forenes, at mennesker fra forskellige kulturer og religioner er bundet sammen af tættere bånd, og at bevidstheden om individuelt ansvar vokser. Derfor er det, for at fredelige relationer og harmoni mellem menneskeheden kan etableres og konsolideres, afgørende, at religionsfriheden beskyttes af effektive juridiske garantier over hele verden, og at individers øverste pligter og rettigheder til frit at udvikle deres religiøse liv i samfundet respekteres.
Måtte Gud, alles Fader, give, at menneskeheden, gennem omhyggelig overholdelse af religionsfrihed i samfundet, ved Kristi nåde og Helligåndens kraft, må opnå den ophøjede og urokkelige "frihed til herlighed for Guds børn" (Rom 8, 21).
Hver eneste ting i denne erklæring behagede fædrene i det Allerhelligste Koncil. Og vi, med den apostoliske myndighed, som Kristus har givet, sammen med de ærværdige fædre i Helligånden, godkender, bestemmer og stadfæster dem og befaler, at de, efter at være blevet synodalt bestemt, skal forkyndes til Guds ære.
Rom, i Peterskirken, 7. december 1965.
Jeg, PAUL, biskop af den katolske kirke